Siden vi introducerede vores vandpibe Chill i sommeren 2004, har den været en stor succes. Næsten 1.000 danskere har sikret sig et eksemplar af piben, der oprindeligt blev designet til caféer, restauranter og diskoteker – bl.a. derfor den kompakte størrelse og det gevind, som sikrer, at piben altid sidder helt fast og lufttæt i glasset. Der er mange gange i tidens løb blevet spurgt til, hvordan vores piber laves, så her er historien om Chill.

Først er der glasset. De specielle Chill-glas bliver hentet i Saudi Arabien, hvor de oprindeligt var tiltænkt som kander til madolie. Når vi modtager glassene, er de helt blanke og klare, kun med et svagt mønster i selve glasset. Herefter bestemmer vi os for, hvordan glassene skal dekoreres. På billederne er det Chill, som man kender den, der først males med et svagt gråt mønster, som hurtigt tørrer.

Derefter males relieffet af blomsterne med en lille dunk, som indeholder dertil egnet maling, og så brændes glassene i ovnen for første gang ved 1.200 grader, så dekorationen kan hærde. På billedet er det Halid, der maler et af Chillglassene. Halid har malet vandpibeglas i flere år hos Abu Muhammed, som ses foran den store tunge ovn. Ovnen har altid været brugt til at brænde vandpibeglas, men Abu Muhammed har ikke længere nøjagtigt tal på, hvor mange glas, der har været gennem systemet. Mange tusinde glas er det i hvert fald blevet til i tidens løb.

Når glassene har været den første tur i ovnen, males de igen, så den karakteristiske sølvfarve træder frem, som kendetegner Chill. Efter endnu en tur i ovnen ved de 1.200 grader er glassene så klar til at få monteret bund og gevind. Hele processen, fra vi bringer glassene til udsmykning, til vi kan hente dem igen, tager mellem to og tre dage.

Sideløbende med at glasset males og brændes, så støbes og tilskæres selve pibestykket på to andre værksteder i Damaskus. Først laves en form til selve piben og i denne form støbes en model i en speciel blanding, som primært består af sand. De nøjagtige detaljer i den blanding er lidt svær helt at forstå indholdet af, når man med livlige fagter får det forklaret på arabisk. Men i hvert fald monteres denne sandmodel i en lidt større form, og rundt om sandet hældes nu messing. Når sandet bankes ud, opstår det hulrum, der gør, at det overhovedet er muligt at ryge på en vandpibe.

Det færdigstøbte pibestykke i metal, er nu klar til dekoration. Det gøres ved hjælp af en lille fin metalskærer, med hvilken man kan lave mønstre, blomster og andre indhug efter lyst. Når selve piben er, som den skal være, nedsænkes den i et vandholdigt bassin med nikkel, og gennem elektrolyse forsølves messingstykket. På billedet ses, hvorledes metalpiben efterfølgende poleres blank og skinnende.

I mellemtiden er glasset blevet færdiggjort. En bund af metal sættes på Chillglasset med silikone og stabiliteten testes. Derefter monteres det unikke gevind på toppen af glasset, der sikrer en helt tæt pibe. Afslutningsvis skrues det polerede pibestykke fast i glasset, og hele vandpiben kvalitetstestes bl.a. ved at puste og suge luft gennem pibens åbning til slangen. Det gøres dels for at teste ventilen, dels for at sikre, at piben nu er et fuldstændig lukket system. Så er Chill klar til at blive pakket og fløjet hjem til Danmark.

Som man nok kan regne ud, har det givet langvarige ar i sjælen, når vi nogle gange har modtaget en kasse, hvor alle piberne var smadrede under transporten. Men vi lærer dog trods alt nye tricks hver gang til at sikre os imod det, så det er heldigvis en oplevelse, vi som oftest er forskånet for nu.

Se de færdiglavede Chills her.

--- til top ---