Fra Frederiksberg til Damaskus i en Ford Escort
Kan man det?
Det er i hvert fald ruten på lidt under 5.000 km, som roolig.dk fra den 7. april 2004 kørte i en Ford Escort ned igennem Østeuropa på vej mod en charmeoffensiv i Mellemøsten.
Vi skal denne gang opholde os i Damaskus og Beirut i en måned – dels for at varetage produktionen af tre nye vandpibemodeller til det danske marked, dels for at skrive artikler og hente inspiration til roolig.dk, og dels for at præsentere de unge i Damaskus og Beirut for nogle af de ting fra Danmark, vi er stolte af. Vi har bl.a. allieret os med det danske tøjfirma KOKA, Sony Music og det danske band Kashmir.
Målet er ikke en "stor satsning", men blot at starte i det små med at høre lidt om de unges smag i forhold til vores. Det gør vi henblik på, at vide så meget som muligt om Mellemøstlig kultur, og lade flere får øjnene op for de muligheder, der ligger i at skabe kontakt til de lande i Mellemøsten, som har så meget at byde på. Det er selvfølgelig også meningen, at udvekslingen skal gå den anden vej, og vi vil i den forbindelse kontakte musikere og DJ's i Damaskus og Beirut med henblik på et senere samarbejde i forbindelse med nye multikulturelle arrangementer.
Ruten, start den 7. april 2004:
|
Rejsebeskrivelsen
Den 7. april 2004 påbegyndte roolig.dk en 5000 km lang rejse i en Ford Escort ned igennem Østeuropa på vej mod Damaskus og Beirut. Her er rejsebeskrivelsen.
----
Rejsebeskrivelse 5: tirsdag 27/4, Damaskus
Efter otte spændende dage med roolig i Damaskus har jeg netop hørt at op til flere bilbomber tirsdag aften er sprunget i ambassadekvarteret tæt på Shalan, hvor jeg kommer hver eneste dag. Her til aften har jeg siddet midt i det hele og set damaskanernes reaktioner, mens nyhederne kørte live, og jeg bittert ønskede, at jeg kunne tale arabisk.
Efter eksplosionerne udviklede det sig til skudkampe mellem formodede bombemænd og syriske sikkerhedsstyrker, og ifølge syrisk tv er mindst een forbipasserende og tre bombemaend blevet dræbt. De ovenstående oplysninger skal tages med forbehold, da de forskellige nyhedsstationer på nuværende tidspunkt ikke har enslydende beretninger om eksplosionerne. Læs mere om episoden på CNN eller Politiken.dk.
----
Rejsebeskrivelse 4: fredag 16/4 – mandag 19/4, Middelhavet – Aleppo - Damaskus
Fredag morgen begav vi os af sted på det sidste korte stræk fra Iskenderun i Tyrkiet til Aleppo i Syrien. Kun 150 kilometer, men med den altafgørende grænseovergang til Syrien som den sidste nervepirrende forhindring: Nu var vi nået så langt, og så ville det være mere end ærgerligt, hvis det skulle mislykkes her til sidst. Da det var en smuk dag, og vi havde tid nok, besluttede vi os for at følge Middelhavskysten de første 50 kilometer. Det skulle vi aldrig have gjort…
Det startede godt. Mellem appelsintræer og dadelpalmer bevægede vi os i et roligt tempo hen langs kysten ad den vej, der på vores kort var afmærket som hvid. På vores færd gennem de små landsbyer havde en tyrkisk bonde fyldt vores favn med appelsiner, og Escorten havde fået masser af opmærksomhed fra lokalbefolkningen på sin fremfærd. Vi havde hele tiden kunnet se nogle bjerge i horisonten, og vi havde talt om muligheden for at bilen nu også skulle testes i højderne – det skulle hurtigt vise sig, at det blev særdeles aktuelt: Langsomt begyndte det at gå opad, og vi måtte gradvist ned i gear, mens Middelhavet strakte sig så langt øjet rakte.
 |
I starten synes vi, det var meget sjovt. Udsigten var fantastisk, og vi grinede af, at der åbenbart ikke var grænser for, hvor meget bilen skulle presses her på sin sidste store tur - men herfra blev det kun værre. Efter en times kørsel blev vejene mindre og mindre. Rækværk var der intet af, store sten måtte vi flytte fra ”vejen”, og pludselig var vi m e g e t alene. Det var cirka to timer siden, vi begyndte vores opstigning, og vi havde ikke mødt én eneste modkørende, så vi begyndte at være lidt nervøse for, om vejen simpelthen bare ville ophøre på et tidspunkt. I lang tid var det eneste, vi kunne se det fortryllende syn af Middelhavet, som hamrede ind mod klipperne under bilen. Rå og usminket natur og utrolig fascinerende, selv om vi i perioder ikke var helt så cool, som vi gerne ville være : )
Efter et par timers kørsel mødte vi til vores store glæde en modkørende motorcyklist med sidevogn, der opmuntrende pegede i vores retning, mens han lod os forstå, at vi trods alt var på rette vej. Strabadserne var bestemt ikke ovre, og en enkelt gang, hvor den ene af os måtte stå ud af bilen, mens den anden forsøgte sig over en svær passage, troede vi rent faktisk, det skulle gå galt. Men nogen holdt sin hånd over os, og på et tidspunkt begyndte sporene langsomt igen at ligne en vej. Vi kunne nu se elmaster, og vi passerede endda et hus! Huset var åbenbart en lille tyrkisk militærbase ”in the middle of nowhere”, og herfra kom tre målløse soldater løbende ud til bilen. Der var ingen problemer. De ville blot lige se vores pas, men de lod til at tænke: ”Hvad f….. laver I her?” : )
 |
Kort tid herefter kørte vi igen på en fin tyrkisk landevej, og om eftermiddagen passerede vi den syriske grænse uden væsentlige problemer. Om aftenen sad vi på en restaurant i Aleppo og røg vandpibe med dobbelt æble, mens vi kiggede på hinanden og tænkte: ”Sikke en dag. Sikke en uge. Men det lykkedes…”
Efter to dage i Aleppo ankom vi mandag eftermiddag til Det Danske Institut i Damaskus: 4.750 km havde vi kørt fra Frederiksberg. En lang tur, men bestemt det hele værd! Ma Salama…
----
Rejsebeskrivelse 3: onsdag 14/4 – torsdag 15/4, Den tyrkiske grænse – Middelhavet
Efter to stille dage på et dejligt hotel i en lille bulgarsk by gik turen onsdag morgen mod Middelhavet. Vi manglede nu ”kun” at krydse tre grænseovergange af i alt 11 på vores rute, og vi lagde ud ved den tyrkiske grænse, hvor vi skulle igennem et udpræget sikkerhedstjek – sandsynligvis som en direkte følge af terrorbomben i Istanbul for fem måneder siden. Før vi endelig var inde i det moderne Tyrkiet, som Atatürk grundlagde i 1923, måtte vi passere hele syv kontrolposter, men med vores efterhånden toptrænede tålmodighed gik det nogenlunde smertefrit.
Turen gennem Tyrkiet var en anderledes oplevelse, end vi havde forventet: Med undtagelse af et kort stræk mellem Istanbul og Ankara, hvor der var en smule trafik, havde vi de tre- og firesporede motorveje helt for os selv hele vejen ned til det sydlige Tyrkiet, så Escorten fik rigtig lov til at strække ud : )
Da vi løbende havde tømt bilen på vores vej ned igennem Europa, så man nu kunne lægge passagersædet ned i højre side, bestemte vi os for at tage det lange træk for sidste gang og nå så tæt på den syriske grænse som muligt, inden den endelige udfordring med at få bilen ind i Syrien skulle testes. Vi havde på forhånd bestemt, at vi ikke måtte medbringe ting, vi ikke enten kunne bære eller undvære, hvis vi blev nødt til at efterlade Escorten et eller andet sted på ruten, og da vi efterhånden havde rundet de 3000 kilometer besluttede vi os i Bulgarien for at samle alle vore overflødige ting sammen til receptionisten på hotellet, som vi bad om at give vores aflagte tøj og resterende dåsemad til trængende i byen. Hvad der for os var fyld i bilen, var for andre en gave, og det vakte stor glæde blandt nogle af de dårligere stillede, at vi forærede dem tingene fra Danmark. Nogle gange skal der ikke ret meget til at sætte tingene i relief, og vi forlod Bulgarien præcist lige så ydmyge, som de havde været over for os!
Efter endnu en maratonforestilling ankom vi klokken 04 til Iskenderun ved Middelhavet, og vi var heldige at finde et billigt hotel små 10 meter fra vandet. Den nat faldt vi i søvn til den hypnotiske lyd af havets brusen og med en begyndende tro på, at det måske skulle lykkes…
----
Rejsebeskrivelse 2: lørdag 10/4 – tirsdag 13/4, Warszawa – Sortehavet
Lørdag morgen satte vi os i Escorten i Warszawa for at få en fantastisk oplevelse i bil ned igennem Ukraine og Rumænien på vej mod Sortehavet – men de næste mange timer skulle ikke udarte sig, som vi havde forventet.
Det gik fint med at komme ud af Warszawa, og hele vejen ned igennem det sydlige Polen var der ingen problemer. Men så nåede vi grænsen til Ukraine, og det blev starten på en oplevelse, man gerne havde været foruden. Allerede ved ankomsten til dette gudsforladte sted havde vi en kraftig fornemmelse af, at alt stod stille her. I tre timer sad vi og ventede ved den polske og ukrainske grænseovergang, før vi til sidst blev nægtet adgang til Ukraine, da vi ikke havde et specifikt transitvisum til at køre gennem landet. Vi har ellers papirer med i stride strømme, men denne gang kom vi til kort. Selv med al den danske charme, vi kunne mobilisere, var der intet at stille op. Til sidst måtte vi bide i det sure æble og vende om. Men på vej tilbage skulle den autoritære kronragede tolder på den rigtige side af de 100 kilo lige se vores pas én gang til, og denne gang blev vi faktisk ret nervøse, da det var tydeligt, at han nu skulle vise sin magt, og han begyndte at krydstjekke alle billederne i forhold til Sørens ansigt. Heldigvis lod han os køre tilbage - 500 meter blev det til, og så kunne vi ellers vente endnu to timer på allernådigst at få lov at komme tilbage til Polen igen…
Ovenpå denne stillestående eftermiddag måtte rejseplanerne selvfølgelig ændres til at køre hele vejen uden om Ukraine og Rumænien, så vi satte kursen mod Budapest, og da vi efterhånden kom til at køre på bedre og bedre veje, vendte vores humør sig stille og roligt til det positive, så vi besluttede os for at køre igennem og tage det lange træk én gang for alle.
Men det blev med masser af forhindringer undervejs. Da vi nåede hotellet på torvet i en lille bulgarsk landsby tæt på den tyrkiske grænse efter at have siddet 36 timer i Escorten i træk, havde vi så sandelig fået et intenst kendskab til de lokale myndigheder: I Warszawa havde vi fået stjålet pung, kort og spejlreflekskamera og været i kontakt med polsk politi til klokken 22 fredag aften. Ved grænseovergangen havde vi ventet fem timer på polske og ukrainske toldere blot for at vende om. Lidt uden for Budapest blev vi om natten stoppet af ungarsk politi, som ville give os en stor bøde for ikke at have en motorvejsbillet, til trods for at vi havde kørt på motorvejen et sted, hvor automaten var i stykker. Med lidt tysk og et meget sørgmodigt blik, fik vi os til sidst talt ud af den. I Jugoslavien blev vi stoppet af det lokale politi for at køre for hurtigt på landevejen. Her tog politimanden vores pas, men vi slog koldt vand i blodet og blev ved med at undskylde og forklare, at vi var trætte, og at vi var på vej til Istanbul helt fra Danmark. Alligevel skulle vi følge efter politibilen et par kilometer, og først efter at have foreslået, at vi skulle blive i byen til i morgen for at hæve penge til bøden på vores sidste Visa-kort, fik vi lov at køre videre. Vi sagde mange tak! Og for at det ikke skal være løgn, blev vi i Sofia stoppet af det bulgarske politi. Igen for at køre nogle få kilometer for stærkt lige umiddelbart efter, at der havde været et vejskilt i rabatten. Men denne gang var vi helt cool: "Fartbøde for det der? Talking to us??" – vi steg straks ud af bilen og fortalte lidt om vores tur, mens vi roste landet, vi grinede lidt sammen med politiet, mens de rodede i vores pas, og så vinkede vi farvel til hinanden uden problemer : )
Damn right, vores tålmodighed bliver sat på prøve, men vi har efterhånden lært kropssproget og tillagt os den rette attitude. Bortset fra de ukrainske toldere er vi jo sluppet godt igennem det hele med et smil og en smule respekt. Vi har på intet tidspunkt haft penge oppe af lommen til bestikkelse! Ofte virker det lidt som om, at vi bliver stoppet som følge af den samme coctail bestående af lige dele demonstration af magt, kedsomhed og nysgerrighed, og set i bakspejlet har det som egentligt været meget hyggeligt : )
----
Rejsebeskrivelse 1: onsdag 7/4 – torsdag 8/4, Frederiksberg – Warszawa
Klokken 11 onsdag formiddag kørte Escorten i land fra færgen i Rostock. Forude ventede små 5.000 km ned gennem Europa mod Damaskus og Beirut i Mellemøsten.
Første mål var Warszawa i Polen, som allerede den 1. maj i år træder ind i EU som fuldgyldigt medlem. Fra Rostock til Warszawa skulle vi køre en ”smuttur” på 750 km, men vi fandt hurtigt ud af, at det er lidt svært at holde 100 km i timen i snit, når man stadig har moterveje med brosten fra Stalintiden : ) Andre steder er vejene dog fine, men en del lastbiltrafik mod de baltiske lande sætter ens tålmodighed på prøve.
 |
Overalt på vores vej møder vi Ladaer, Trabanter og Fiat 500'er. Nok er de frie markedskræfter nået til Polen, men det er langtfra alle, der har råd til nye biler – godt det samme, for de miniaturiske legetøjsbiler har deres helt egen uimodståelige charme! Vi nåede Warszawa sent om aftenen efter 16 timers kørsel, så hotellets duftende sengelinned svøbte sig hurtigt om os.
Torsdag morgen flyttede vi til et nyt hostel i centrum, hvor vi kunne sove i dobbeltværelse for under 100 kroner per person, og så gik vi på opdagelse i byen. Om aftenen fandt vi ud af, at vores hostel lå lige om hjørnet til et helt kvarter med Warszawas mest trendy clubber og caféer, og allerede på førstedagen lykkedes det os derfor at ryge vandpibe på Café Sheesha i Warszawas down-town. Klientellet var en blanding af unge polakker og polakker med anden etnisk baggrund. Vi bestilte en vandpibe med vindruetobak, som blev serveret helt korrekt med rygestykket pegende væk fra gæsten og med klassiske kul placeret fint helt ude på kanten. Hyggen var fantastisk og snart blev der danset både på bordene og baren.
Efter den sidste fadøl forsvinder vi ud i natten for at tage et nærmere blik på et af byens diskoteker…
----