Vandpiber - historien bag

De vandpiber, vi kender i dag, har en historie, der strækker sig fra det 16. århundrede og måske endda helt til det 14. århundrede. Der er en mængde navne for vandpiber fx hookah, nargile, shisha eller hubble-bubble. Der er tilsvarende mange gisninger om, hvor de første primitive vandpiber blev lavet, men en populær opfattelse er, at vandpibens oprindelsesland er Indien, hvor de i 1500-tallet blev lavet af skallen fra en kokosnød påmonteret et langt, stift mundstykke. Fra Indien spredte vandpiben sig til Iran og herfra til resten af den arabiske verden. Fx er et ægyptisk ord for vandpibe"Gouza", og et iransk ord for vandpibe er "Nargil". Begge betyder kokosnød på hhv. arabisk og persisk.

I det 17. århundrede gennemgik vandpiben i Tyrkiet en udvikling, der har gjort den til, hvad den er i dag. Selvom de første vandpiber fra Indien var primitive i forhold til moderne vandpiber, er princippet ens: røgen fra tobakken køles og filtreres i en vandbeholder og går herfra gennem de bobler i vandet, der dannes fra undertrykket i beholderen ud til et mundstykke. Beholderen er i dag af glas, porcelæn eller metal og i stedet for et stift mundstykke ryges gennem en fleksibel slange.

Blandt overklassens kvinder i det 19. århundrede blev vandpiber hurtigt et statussymbol og det var fashionabelt at blive portrætteret med en vandpibe. Når den stod på te-selskaber var det en vigtig tillidsgestus at ryge vandpibe sammen med sine gæster. Vandpiben var foruden et rygeredskab også et kunstobjekt, hvor flasken ofte var lavet af det fineste krystal eller farvet glas, piben var af sølv og mundstykkerne af smukt udskåret rav i topkvalitet, som man mente havde den egenskab, at det kunne holde bakterier væk. I dag, hvor man bruger engangsmundstykker i plastic på caféer med vandpiber, kan man i Mellemøsten se folk, der i deres frakkelomme bærer deres personlige mundstykke i sølv, som de tager frem og monterer, når de skal ryge vandpibe.


Eugène Delacroix' maleri "De Algeriske kvinder" (1834) (Femmes d'Alger dans leur appartement)


Ange Tissier, "En algerisk kvinde" (1860) (Une Algérienne). Hun holder slangen af en vandpibe, og sidder ved et træbord indlagt med perlemor og elfenben.

Noget der ikke har ændret sig er vandpibens brug. Den gang som i dag bruges den til i venners selskab at ryge i ro og mag. Der er blevet røget alt muligt på vandpiber gennem tiderne. Sultaner røg fx engang et miks af opium, parfume og pulveriserede perler. I dag ryger de ældre i Mellemøsten fortrinsvis noget kraftig tobak, mens de yngre mest er til de søde og milde frugtblandinger med fx æble, kirsebær eller abrikos. En 46 årig mand på vandpibecafé i Istanbul siger:

"Det vigtigste er ikke hvad du putter i piben, men hvem du er sammen med når du ryger. Det er en totaloplevelse. I en café som denne finder man de gode mennesker, de gamle mennesker, de interessante mennesker. Så længe der er brug for selskab og venskab, så længe folk vil stoppe op og tænke, så længe vil der være vandpibecaféer".

Den oplevelse, det er i godt selskab at ryge en vandpibe, er helt unik og kan slet ikke sammenlignes med det at ryge en cigaret. En ældre vandpibebruger beskriver forskellen således:

"Cigaretter er for nervøse mennesker, konkurrenceprægede mennesker, mennesker på farten. Når man ryger en vandpibe, er der tid til eftertænksomhed. Den lærer dig tålmodighed og tolerance og får dig til at sætte pris på godt selskab. Vandpiberygere har en meget mere balanceret tilgang til livet end cigaretrygere." Ismet Ertep, 71 årig pensionist

Oplevelsen af vandpibes silkebløde, milde røg med den fyldige frugtsmag har sikret dens succes over hele verden. Når man taler om kulturimperialisme, ser man fluks cola-automater og fastfood-restauranter poppe op mellem moskeer og gedemarkeder, men her er det altså omvendt. Man finder vandpiber på de mest tjekkede steder i Los Angeles, på de hyggeligste steder i Paris' sidegader, på de blanke sider af livsstilsmagasiner, på strande og i parker og på et stadigt voksende antal caféer og restauranter i fx København, for ikke at tale om hjemme i stuerne hos folk – steder hvor man er sammen og slapper af. Alle mulige typer mennesker ryger vandpibe med det til fælles, at de hygger sig, tager den med ro og taler sammen; fuldstændig som de mennesker, man finder på de små og store caféer med vandpiber i Damaskus over en kop stærk kaffe og et spil backgammon, som de har gjort i generationer.


Rudolf Ottenfeld: "Backgammon" (1890)


Backgammon-piger i Damaskus (2003)

Læs mere om opsætning af vandpiber her.